Grafisk designer som motiveres af samarbejde med resten af teamet
Jobbeskrivelse
Er du en faglig stærk grafiker, der elsker at bringe dine evner og ideer i spil sammen med andre?
I Kommunikation på IBA Erhvervsakademi Kolding leder vi efter en ny grafiker, der er passioneret for sit fag. En, der hviler i sin faglighed og elsker at udvikle idéer, kampagner, udstillinger og løsninger sammen med os andre i kommunikationsteamet og resten af huset.
Derfor er det vigtigt for os, at du både kan arbejde selvstændigt og indgå naturligt i et stærkt fagligt fællesskab.
Du skal trives i at sparre med kolleger, stille spørgsmål, udfordre idéer og selv blive udfordret. Du skal have lyst til at dele din viden og bruge din grafiske ekspertise som en aktiv del af holdets samlede arbejde. For en opgave begynder gerne i et hjørne – og ender altid et bedre sted.
Kan du se dig selv som en del af den proces, så er du måske vores nye grafiker i Kommunikation på IBA.
Du bliver en del af et team, der hjælper hinanden med at løse opgaverne
I Kommunikation løfter vi sammen kvaliteten hver dag. Vi deler samme arbejdsmoral og passion for vores fag, men fagligt komplementerer vi hinanden og har forskellige ekspertiser. Ambitionen om at skabe kommunikation, der gør en forskel for vores studerende, samarbejdspartnere og kolleger, er vi fælles om.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at arbejde med:
- Udvikling og produktion af grafisk materiale til SoMe, web, nyhedsbreve og tryksager.
- Få idéer til udstillinger, skilte, skærme, trapper, søjler og andre steder, hvor vi viser vores artefakter internt på IBA.
- Videreudvikling af IBA's visuelle identitet.
- Produktion af bannere, annoncer, grafik og visuelt kampagnemateriale.
- Billedbehandling og grafisk opsætning.
- Samarbejde med kolleger fra resten af huset om udstillinger, events og brandingaktiviteter.
- Kontakt til eksterne samarbejdspartnere og leverandører.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- Er uddannet grafiker eller har en tilsvarende relevant grafisk uddannelse.
- Har stærke kompetencer inden for Adobe Creative Cloud, særligt InDesign, Photoshop og Illustrator. Kendskab til Premiere Pro og After Effects er en bonus, men ikke et krav.
- Trives med at give og modtage konstruktiv feedback.
- Er drevet af passion for dit fag, har en høj arbejdsmoral og er kvalitetsbevidst.
- Kan drive projekter og bevare roen i en travl hverdag.
- Er god til at skabe relationer og samarbejde med mennesker, der har andre fagligheder end dig selv.
- Dit danske er flydende, og du kan begå dig professionelt på engelsk. Vi hjælper hinanden med korrektur og arbejder derfor med et ’4-øje princip’, hvor vi altid har flere øjne på hver opgave.
Hvad får du hos os?
Du kommer til at arbejde i et levende hus med et aktivt studiemiljø.
Vi har højt til loftet i mere end en forstand og er glade for vores moderne bygning midt i Campus Kolding. Der er daglig frugtordning og virkelig god kaffe. Derudover har vi en fantastisk kantine, hvor du kan købe frokost.
Du bliver en del af en kommunikationsafdeling med bred faglighed, store ambitioner og masser af humor. Vi er vant til at arbejde tæt sammen med vores grafiker i teamet og glæder os til, du kommer.
Vi tilbyder en fast stilling på 37 timer om ugen – inklusiv en betalt frokostpause hver dag.
Vi bruger Copilot og resten af Microsoft 365 og deler begejstret nye AI-værktøjer med hinanden. Du får gode efteruddannelsesmuligheder, så du kan udvikle dig fagligt. Og vi kan love dig en hverdag, hvor ingen dage ligner hinanden.
Dit nye team
Kommunikationsafdelingen består af to marketingkoordinatorer, en marketinganalytiker, en journalist, en studentermedhjælper, to freelancere (henholdsvis en fotograf og en journalist) og kommunikationschefen, som også er uddannet journalist. Og så af dig – som vores nye grafiker.
Vi stiller krav til hinanden, men vi hjælper også hinanden. Vi deler både succeserne, ansvaret og de gode grin.
Vi er en afdeling, hvor vi har lyst til at være sammen – også uden for arbejdstid på vores forskellige teamture.
Praktisk
Stillingen er på fuld tid med arbejdssted på IBA Erhvervsakademi Kolding. Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.
Der er ansøgningsfrist den 21. oktober 2026. Ansøgning indsendes via elektronisk link.
Vi holder 1. samtale torsdag den 29. oktober og 2. samtale torsdag den 5. november. Vi håber, at du kan begynde i vores grafikerstilling fra årsskiftet.
Du skal forberede dig på, at du i forbindelse med jobsamtalerne skal løse en case, og at vi indhenter referencer. Du skal eventuelt også deltage i en personlighedstest.
Din arbejdstid bliver primært mellem 8 og 16 hver dag, men nogle få gange om året deltager vi i større events på skæve tidspunkter, som vi håber, at du også vil være med til.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Britt Johnsen på [email protected] eller mobil 41 39 37 43.
Nævnte færdigheder
Søg dette job
Use the application link supplied with this listing to apply to IBA Erhvervsakademi Kolding. Check the destination before entering personal information.

