Professor MSO i kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed

location_onOdense C, Denmarkpaymentskr663.459/yrschedulefor 22 timer siden
Ansøg nuopen_in_new

Jobbeskrivelse

På Syddansk Musikkonservatorium opslås pr. 1. marts 2027 eller snarest derefter et professorat med særlige opgaver (professor MSO) inden for kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed med særligt ansvar for udviklingen af konservatoriets videngrundlag og institutionelle kapacitet på området.

Med professoratet ønsker Syddansk Musikkonservatorium at styrke en sammenhængende udviklingskultur, hvor kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed ikke alene udfolder sig i enkeltstående projekter, men bidrager til udviklingen af undervisningen, den kunstneriske og pædagogiske praksis, uddannelserne og konservatoriets samlede videngrundlag.

Professoratet vil være en central uddannelsesmæssig og faglig funktion. Professorens opgave er gennem fagligt lederskab, undervisning, vejledning og kollegial sparring at gøre organisationen bedre i stand til at initiere, kvalificere, gennemføre, dokumentere, dele og anvende kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed.

Professoren forventes at bringe viden og erfaringer fra relevant faglig praksis aktivt i spil i udviklingen af området på SDMK. Stillingen forener således en stærk faglighed med undervisning og vejledning, udvikling af kolleger og faglige miljøer samt strategisk og institutionel kapacitetsopbygning.

Stillingen

Professoren skal arbejde på tværs af fag, uddannelser og uddannelsessteder og være en central faglig ressource for undervisere, studerende og ledelse.

De væsentligste opgaver er at:

  • udøve fagligt lederskab på området og bidrage centralt til udviklingen af Syddansk Musikkonservatoriums strategi for videnproduktion og uddannelsernes videngrundlag, herunder kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed samt - hvor relevant - forskning
  • bidrage til begrebs- og metodeudvikling inden for kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed samt til udvikling af faglige tilgange til dokumentation, refleksion og formidling
  • udvikle faglige og organisatoriske rammer for kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed
  • styrke faglige miljøer, samarbejder, peer-to-peer-processer og videndeling på tværs af konservatoriet
  • kvalificere og sparre med undervisere om udviklingsprojekter, herunder projektudvikling, metode, dokumentation, refleksion og formidling
  • understøtte, at erfaringer og resultater fra udviklingsvirksomheden deles og bringes aktivt tilbage i undervisningen og uddannelsernes fortsatte udvikling
  • bidrage til kvalitetssikring og udvikling af fælles faglige standarder og tilgange inden for kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed
  • undervise på konservatoriets uddannelser og vejlede navnlig kandidat- og solistklassestuderende i forbindelse med kunstneriske og pædagogiske udviklingsprojekter, herunder bidrage til relevante metodefag
  • bidrage til udviklingen af undervisningsformer og faglige rammer, der understøtter de studerendes arbejde med udviklingsprojekter
  • repræsentere SDMK i relevante nationale og internationale faglige sammenhænge, herunder i arbejdet med den fælles KUV-skole for Kulturministeriets kunstneriske uddannelser.
Professoratet skal dermed bidrage til at opbygge og forankre strukturer, kompetencer og faglige fællesskaber, som kan styrke Syddansk Musikkonservatoriums kunstneriske og pædagogiske udviklingsvirksomhed og uddannelsernes videngrundlag på længere sigt.

Kvalifikationer

Vi søger en professor med en stærk faglig profil inden for kunstnerisk og/eller pædagogisk udviklingsvirksomhed og med interesse for at bringe sin egen faglighed i spil i undervisning, vejledning, kollegial udvikling og institutionel kapacitetsopbygning.

Ansøgeren kan have en konservatorieuddannelse eller en anden relevant kunstnerisk, pædagogisk og/eller forskningsmæssig uddannelsesbaggrund. Det afgørende er ansøgerens samlede faglige profil og dokumenterede kvalifikationer i forhold til professoratets opgaver.

Der foretages en samlet vurdering af ansøgernes kvalifikationer, hvori der lægges vægt på, at du:

  • har dokumenterede kvalifikationer på højt niveau inden for et relevant kunstnerisk, pædagogisk og/eller forskningsmæssigt område
  • har betydelig og dokumenteret erfaring med kunstnerisk og/eller pædagogisk udviklingsvirksomhed samt indgående forståelse for begge områders betydning for de kunstneriske uddannelsers videngrundlag
  • har stærke undervisnings- og vejledningsmæssige kvalifikationer
  • har erfaring med begrebs- og metodeudvikling og med dokumentation, refleksion og formidling af udviklingsvirksomhed
  • har erfaring med at udvikle faglige miljøer, samarbejder, projekter og/eller organisationer
  • kan arbejde strategisk og skabe sammenhæng mellem udviklingsvirksomhed, undervisning, uddannelsesudvikling og institutionelt videngrundlag
  • kan kvalificere og udvikle andre gennem faglig sparring, vejledning og kollegiale processer
  • har stærke samarbejds- og kommunikationsevner
  • har et relevant nationalt og internationalt fagligt netværk.
Vi lægger vægt på en profil, der kombinerer høj faglighed og egen faglig praksis med evnen og lysten til at udvikle studerende, kolleger, faglige miljøer og organisationen som helhed.

Stillingsstrukturen for professor MSO forudsætter, at ansøgeren bedømmes både på professorniveau og i forhold til de særlige funktionsbestemte opgaver, der er knyttet til den konkrete stilling.

Sprog

Det primære undervisnings- og administrationssprog på Syddansk Musikkonservatorium er dansk. Norsk og svensk sidestilles i denne sammenhæng med dansk. Det forventes derfor, at professoren kan undervise, vejlede og indgå aktivt i konservatoriets faglige og institutionelle arbejde på dansk, norsk eller svensk.

Ansøgere, der ikke ved ansættelsen behersker et af disse sprog, forventes inden for en ved ansættelsen nærmere aftalt periode at opnå danskkundskaber på et niveau, der gør det muligt at varetage stillingens undervisningsmæssige og institutionelle opgaver.

Da professoratet desuden indebærer deltagelse i internationale faglige sammenhænge og samarbejder, kræves gode engelskkundskaber i skrift og tale.

Ansøgning og bedømmelse

Ansøgning sendes via konservatoriets elektroniske ansøgningsmodul og skal indeholde motiveret ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og beskæftigelse samt relevant dokumentation for kunstnerisk virksomhed, forskning og/eller kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed samt for undervisnings- og vejledningsmæssige kvalifikationer.

Ansøgeren bedes desuden vedlægge en redegørelse på maksimalt 2 sider med overskriften:

Min vision for kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed på Syddansk Musikkonservatorium – og for udviklingen af institutionens faglige miljø og kapacitet på området.

Redegørelsen bedes forholde sig til, hvordan ansøgerens egen faglige praksis kan bringes i spil i undervisning og vejledning, udvikling af faglige miljøer samt institutionel kapacitetsopbygning. Ansættelse forudsætter en fagkyndig bedømmelse, hvor ansøgeren vurderes dels i forhold til kvalifikationer på professorniveau, dels i forhold til stillingens særlige opgaver. Ansøgere, der findes kvalificerede, kan efterfølgende blive inviteret til samtale samt eventuelt en faglig præsentation og/eller praktisk prøve.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er på minimum 50 pct. af fuld tid. Den endelige ansættelsesgrad aftales i forbindelse med ansættelsen. Stillingen er tidsbegrænset til 5 år med mulighed for forlængelse.

Ansættelse sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten og efter reglerne i stillingsstrukturen for kunstnerisk/videnskabeligt personale ved musikkonservatorierne under Kulturministeriet.

Stillingen besættes på overenskomstvilkår og indplaceres i lønramme 37, hvor lønnen er 663.459 kr. årligt pr. 1. august 2026 ved fuldtidsansættelse. Lønnen beregnes forholdsmæssigt efter den aftalte ansættelsesgrad. Hertil kommer pensionsbidrag og eventuelt personligt tillæg.

Ansættelsesproceduren følger Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 1123 af 22. august 2018 om ansættelse af kunstnerisk/videnskabeligt personale ved visse uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.

Det for tiden gældende tjenestested er Syddansk Musikkonservatorium i Odense. Der må forventes aktivitet på Syddansk Musikkonservatoriums uddannelsessteder i både Odense og Esbjerg.

Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2027 eller snarest derefter.

Om Syddansk Musikkonservatorium

Syddansk Musikkonservatorium er en videregående kunstnerisk uddannelsesinstitution under Kulturministeriet med uddannelsessteder i Odense og Esbjerg.

Vi uddanner musikere og musikpædagoger til et professionelt musikliv i udvikling. Kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed er centrale elementer i uddannelsernes videngrundlag, som vi med professoratet ønsker at styrke og videreudvikle.

Professoratet skal samtidig bidrage til en sammenhængende udviklingskultur, hvor kunstnerisk og pædagogisk praksis, undervisning og systematisk udviklingsvirksomhed beriger hinanden, og hvor ny viden og nye erkendelser deles, diskuteres og bringes aktivt i anvendelse i uddannelserne og på tværs af organisationen.

For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte rektor for Syddansk Musikkonservatorium, Claus Skjold Larsen, på [email protected] / tlf. +45 63 11 99 00 eller vicerektor Anne Seirup Nicolaisen på [email protected] / tlf. +45 25 68 74 70.

Ansøgning med redegørelse og dokumentation for uddannelse og tidligere beskæftigelse skal være Syddansk Musikkonservatorium i hænde senest den 1. december 2026. Ansættelsessamtaler og evt. praktiske prøver forventes afholdt i perioden medio januar – medio februar 2027.

Nævnte færdigheder

Søg dette job

Use the application link supplied with this listing to apply to Syddansk Musikkonservatorium. Check the destination before entering personal information.

Ansøg nuopen_in_new